Når jeg surfer på nettet kommer jeg ind på en hel masse sider med fantastisk layout, fremragende tekster og/eller enormt fed grafik.
"Skriv i min gæstebog" står der. Men det gør jeg som regel ikke - for når disse mennesker er så dygtige til at lave hjemmesider, hvad skal de så bruge min lille ydmyge kommentar til? De må jo nærmest være guder! Hævet over os mennesker, og hvorfor besvære dem på nogen måde? Det forstyrrer dem jo i deres arbejde med hjemmesiden!
I det seneste halvandet års tid har jeg været i gang med først msn-grupper og siden denne hjemmeside, og mit billede af webmasters er nok blevet lidt mere jordnært eftersom jeg ikke selv føler mig særligt ophøjet ;) Men det kan også være fordi min hjemmeside ikke er sej nok?
Jeg sidder altid og venter og håber på at der er nogen der har skrevet i min gæstebog, at der er en der har sendt en mail til mig med et spørgsmål (eller en klage for den sags skyld!) men jeg får aldrig meget respons...
Når jeg ligger i min seng og ikke kan sove, tænker jeg på hvordan jeg kan skabe mere trafik på min hjemmeside og når jeg sidder og keder mig i skolen overvejer jeg hvad jeg mere kan sætte ind på min side. At have sin egen hjemmeside bliver en slags besættelse og ingen kan forstå hvorfor man sidder oppe kl. halv fire om natten og tilføjer nye sider og opdaterer gamle.
Nogen gange undrer det også lidt mig selv når der den sidste uge har været fire besøgende, men så tænker jeg ved mig selv: Hvis jeg bare... SÅ kan det være folk får lyst til at komme igen!
Jeg ved ikke om andre der laver hjemmesider har det på den måde, men det går jeg ud fra. Jeg kan på ingen måde påstå at være en ekspert i hjemmesider og da slet ikke den kultur der omgiver dem, men jeg har min egen hjemmeside og det er da et skridt på vejen ;)
Besked til verden:
Skriv i vores gæstebøger og fortæl hvad du synes om vores sider!!!
Vi vil jo så gerne have det....