Ok, jeg har kaldt denne side for "blog" fordi "deponeringslager for gamle opdateringer omkring mit liv og mit forskruede forhold til manglende opdateringer på min hjemmeside" var for langt til en overskift...
14. november 2006:
Nu har jeg fået Opera (min foretrukne Internet-browser) til at virke igen! Det holdt hårdt, men det lykkedes - yay! Det plejer at være vildt smart at Opera gemmer de hjemmesider man har åbne, så de ligger der til næste gang man går på nettet, men når den er "frosset fast" pga. et af de 30 åbne vinduer, så er det ikke så smart...
Jeg fandt ud af at jeg godt kunne lukke vinduer i de første par sekunder mens programmet startede op, så har siddet og åbnet og lukket det i en halv times tid nu. Lige nu er den så i gang med at hente alle de mails jeg har modtaget i de par måneder browseren har været nede. Det meste af det er spam.
Grunden til at jeg ikke lige har fået gjort noget ved roderiet med mine mails, er at jeg er FLYTTET HJEMMEFRA. Jeg er flyttet til Valby, hvor jeg har fået et værelse (lejet) og der er indtil videre ikke noget Internet der (for det skal jeg selv skaffe, og det kan jeg ikke lige finde tid til at tage mig sammen til...)
Det betyder at min computer står i Stenløse, hos mine forældre, og jeg bor i Valby. Selvom jeg nu også tilbringer en skrækkelig masse tid i Kolding, mest arbejds-relateret, men også for hyggens skyld.
At jeg ikke har noget Internet, betyder ikke at jeg slet ikke er på nettet. Jeg er faktisk som regel på nettet hele min arbejdsdag, og det betyder at når jeg har fri, så har jeg ikke så vildt meget lyst til lige at tilbringe nogen timer med at lave hjemmeside/surfe rundt/skrive på forums.
Computeren henter stadig mails...
I går holdt jeg Rysensteen 13 endnu engang. Det er et arrangement for 14-17 årige spejdere. Og det gik bare super godt! Er stadig totalt lykkelig over det ^^ Det er 3. gang efter sommerferien at vi holder det. Første gang havde vi 6 deltagere, anden gang omkring 10 og denne gang var vi oppe på 20 deltagere!
Så er der 2893 ulæste mails i min indbakke! Tjekker dem lige...
Det er kedeligt at slette spam...
Ej, så er der skybrud lige nu når jeg lige havde bestemt mig til at jeg måtte ud og skifte kaninernes bure...
Nå, men der lå en glædelig overraskelse til mig i min indbakke: Der er kommet en del nye medlemmer på min Harry Potter TOP-liste! Og så har både den og min Potter-hjemmeside Drømmespejlet ret mange besøgende! Jeg troede bare de ville ligge lige så stille og sygne hen når jeg ikke holdt liv i dem. Herligt at de kan klare sig selv!
Dagens Kommentar:
Potter styrer stadig!
23. august 2006:
Anne - nu med kort til ALT!
Har fået (i den rækkefølge jeg har fået dem):
Jeg føler mig ret fri lige nu ^^ Og det bedste er at de to første ting er sponseret af jobbet, de næste to af forældrene.
Jeg føler også at jeg ikke rigtigt har mere intelligent at skrive lige nu, så jeg tror bare jeg stopper for nu.
Dagens Kommentar:
Frihed er.... at allerede have betalt ^^
24. juni 2006:
Så er jeg helt og aldeles færdig med gymnasiet! Blev student i onsdags, og med et 13-tal i den sidste eksamen (biologi), fik jeg lov til at skrive 13 i min hue - ret fedt, og nu kan jeg i hvert fald let kende den fra alle andres!
I går var vi så til dimission, og at vi skulle have overrakt vores eksamens-beviser og trykke rektor i hånden var ikke nogen overraskelse. Det var det til gengæld at der i år er blevet indstiftet tre elev-priser, og at jeg vandt den ene. Kan ikke engang huske hvad det var de kaldte den, men oversættelsen lyder: årgangens højeste gennemsnit. Mit snit er på 10,5 ^^
Ud over at det er ret fedt at jeg (ikke for at blære mig) er den bedste (!), så fik jeg også en bog (om kunst) og en check på 1.500 kr. Og nej, jeg købte ikke øl for til klassen for alle pengene, selvom drengene syntes det kunne være en god idé. Vi havde desuden rigeligt øl til at underholde os med resten af dagen.
Efter dimissionen fik vi taget de officielle billeder til væggen oppe på skolen, og så var det ellers bare ud at køre i vogn! Hvis der er nogen der ikke ved, hvad det vil sige, så handler det om at man får en 2.g.-klasse til at pynte en lastbil med bøgegrene, flag (vores var skiftevis Dannebrog- og Netto-), bannere og balloner. Derefter smider man en hel masse kasser med øl derind sammen med en klasse fuld af glade studenter, og så kører man hjem til ALLES forældre og bliver trakteret med lækker mad og og våde varer.
Jeg er i dag halvdøv og lidt hæs efter at have kørt rundt i en åben lastbil i 12 timer til høj musik, skrig, skrål og megafon-lyde, og min mave har det ikke så godt efter at være blevet fyldt med jordbær, vandmelon, øl, champagne, vin og sprut i rigelige mængder. Alle klarede heldigvis hele turen uden at skulle hentes eller noget (selvom vi en overgang var lidt bekymrede for en af drengene) - alle på nær Bitten altså, vores oppustelige veninde som var indkøbt over nettet for 280 kr. (inklusiv porto). Folk glor altså lidt når der flagrer en lolita-dukke rundt ude over vejen!
Nå, men der blev sunget og råbt og skreget, dyttet, banket musik ud (særligt "Boten Anna" og Kim Larsen), drukket og hygget til den helt store guldmedalje, og det var nok en af de fedeste dage i hele mit unge liv! Det er værd at slide tre lange år (som faktisk går forbløffende hurtigt!) for at få denne oplevelse. Og selvom lastbilen trækker kæmpekø, fordi den kører så langsomt, så vinker og dytter alle folk hjerteligt, så man føler at man bliver fejret af hele verden ^^
Vi sluttede af med fest med bål og snobrød til den lyse morgen, for vi skulle selvfølgelig se solen stå op, så vi kunne klippe et trekantet hak i svederemmen på vores hatte, men hende, der var værtinde til festen, valgte at gå i seng tidligere. Da folk begyndte at daffe af, besluttede en af drengene at holde "afterparty" hjemme hos sig selv, Anne og jeg gik med ham, fordi vi ikke kunne komme hjem på det tidspunkt af døgnet. Der var dog alligevel ret langt at gå, så vi besluttede at prøve at få en bil til at tage os med - hvilket rent faktisk lykkedes; vi fik et lift af to Mujaffa'er i deres bimmer midt om natten (selvom der var lyst).
Vi holdt os vågne næsten til kl. syv, sagde at så havde vi også været oppe i 24 timer, og lagde os så til at sove. Vi stod op igen ved tolv-tiden, og jeg er faktisk mod al forventning ret frisk nu! I de to dage før har jeg ellers kun sovet ca. 9 timer sammenlagt pga. fest og nervøsitet.
I morgen skal jeg have familien på besøg for at fejre mig. Inden da skal jeg lige se om jeg kan nå ud til åbent hus hos en af mine studenter-veninder, men jeg skal også have pakket, for jeg skal over til min farmor i Jylland på mandag - inden jeg skal hjem til studenter-fest igen fredag! Gad vide om vi ender med at blive helt trætte af alle de fester?
I torsdags hørte jeg forøvrigt en dreng sige til sine to dullede vedhæng af et par veninder at han bare ville føle sig SÅ dum hvis han skulle rende rundt med sådan en grim studenterhue der (han overvejede tilsyneladende ikke at hovedet der var nedenunder min hue også havde ører...). Jeg tænkte bare "jaja, når du også engang har knoklet løs i tre år for at komme gennem gymnasiet, så skal der bruges vold hvis beviset på det skal hives af dit lille grødhoved!"
Dagens Kommentar:
Det er FEDT at være student!
1. juni 2006:
SLUT med at vente! Blev lige ringet op og fik at vide at jeg skal være Giv Et År-Spejder på Korpskontoret!!! Er lykkelig ^^
Skal starte den 1. August, og jeg skal altså flytte hjemmefra - ret skræmmende. Hvis du vil vide hvad det er for noget jeg har indladt mig på, så kan du læse om det her: spejdernet
Sad lige og var ved at interviewe mig selv til min Harry Potter-side, men nu er mt hoved pludselig helt tomt og let. Det er heldigt at jeg var ude at køre (er ved at tage kørekort) FØRST, ellers havde jeg da været til fare for al færdsel i Roskilde...
Der var et eller andet jeg skulle huske at skrive her, et eller andet (vigtigt?) omkring siden, men jeg har helt glemt det igen. Kan slet ikke tænke lige nu!
Dagens Kommentar:
Wanna be famous?
Senere:
Jeg er bare SÅ tæt på at lave blacklist og hadeside nu >_< Er røvtræt af at en eller anden nar (hvis navn jeg ikke nævner, jeg prøver at afholde mig fra at svine hende for meget til), kopierer ting fra mig og stiller sig helt uskyldigt uforstående op over for det. Nu har hun blokeret mig fra sin gb - og det er altså ikke fordi jeg har spammet hende eller noget.
Anyway, det er Harry Potter-tingene fra Drømmespejlet det drejer sig om, og det er lidt svært at holde styr på da mange efterhånden har kopieret det, og det også stadig ligger på den msn-gruppe hvor det hele startede... Jeg tror faktisk det er fra msn-gruppen hun har det, og det kan godt være at noget af det er meget gammelt, for jeg er ret sikker på at hun har brugt en opdeling til noget af det som jeg også havde engang...
Det jeg ikke forstår ved hele affæren er bare, at hun er helt ligeglad. Det kan godt være at hun ikke tror på at det er MIG der har skrevet det, men hvis der kom en løbende med de samme beskyldninger til mig, så ville jeg da lige vende det i hovedet og spørge mig selv hvordan det kunne ske. Og hvis jeg ikke var 100% sikker på at jeg selv havde skrevet det, så ville jeg da nok begynde at få lidt kolde tæer og enten trække det tilbage, eller prøve at snakke mig ud af det.
Jeg forstår simpelthen ikke hendes reaktioner! Og hun er endda ældre end mig, så jeg ville forvente at det ellers var småt med den barnlige stædighed, som jeg tit og ofte har sloges med når det gjaldt copyright på ting fra mine hjemmesider...
Hun nægter at svare på mails fra mig og jeg har ikke tilladelse til at skrive i hendes gæstebog - men i det mindste har hun ikke skrevet mig på som kopist på hendes blacklist. Det kunne da være for yndigt!
1. juni 2006:
Dagen hvor jeg ændrede mit navn på messenger! Det er blevet lidt af en tradition at jeg kune ændrer det én gang om året, efter jeg hele det første år jeg havde massenger holdt fast i at hedde One v. crazy ELFFANCIER, som så året efter blev til One v. crazy elf, så One v. crazy Thyme, og nu bare Thyme.
Nåja, det er lidt vemodigt at man sådan flytter sig væk fra de ting som plejede at være det er virkelig tændte (var totalt vild med LOTR og VSD dengang jeg først fik messenger), men det er også rart nok at give sig selv lov til at ændre de ting som man ikke rigtigt gider mere. Og læseferien er tiden for at ændre messenger-navn, chatte, opdatere hjemmesider, surfe, sove længe og læse Harry Potter - selvfølgelig læse og stresse i dagene op til eksamen...
I tirsdags var jeg til min første mundtlige eksamen, historie. Jeg kom op i den kolde krig, Kennans X-artikel, og fik 11. Synes det starter ret godt med de her eksamener ^^. Kunne bare rigtigt godt tænke mig at vide hvordan det er gået i de skriftlige! Vi får det vist nok bare først at vide når vi får vores eksamensbeviser den 23. juni, og ventetiden er streng...
Føler ikke jeg laver meget andet end at vente for tiden. Venter også på at få at vide om jeg skal være Giv Et År-Spejder hos KFUM-Spejderne næste år. De siger at jeg får besked omkring den 10. juni. Hvis de ikke gider have mig, så får jeg pænt travlt med at finde på noget andet at bruge det næste år på...
Venter også på at få endeligt at vide om "mit" Roland 1 (spejder-kursus hvor jeg skulle være stab) bliver til noget. Svaret kommer i morgen, og jeg ved godt hvad det er, for vi har kun 7 tilmeldte og spærregrænsen er 20 - og så er UngdomsKursusUdvalgs-formanden min gruppeleder, så jeg kan godt skaffe mig lidt insider-information en gang imellem... Spørgsmålet er så bare: hvad så? Jeg må nok indrømme at jeg indtil videre ikke rigtigt har fået planlagt noget af mit, så det er for mit vedkommende ikke så meget arbejde der går tabt, men jeg er ked af at jeg ikke får lov at tilbringe en uge med vores stab, for selvom jeg måske ikke elsker dem alle lige meget, så er der en del af dem jeg virkelig havde set frem til at være afsted sammen med.
Hvis det ikke var fordi jeg skal på sommerferie i Tjekkiet med min familie på det tidspunkt, så ville jeg allerede være hoppet over til en anden stab, som "mangler nogen tøser i staben" - åbenbart et stort problem i år, for vores egen stab havde samme problem og jeg blev også spurgt, om jeg ville med på Roland 2, med den samme begrundelse. Der er seriøs mangel på seje spejdertøser!
Jeg har også mulighed for at tage med på centerlejr på Bornholm (noget jeg før måtte afslå fordi det var i samme uge som mit Roland) men jeg tror nok at jeg bare vælger at holde fri i den uge - måske ovre ved min farmor! Så kan jeg også besøge Christian (klassekammerat 6.-9. klasse og spejderven fra 6. klasse og frem til nu), som flytter til Silkeborg om ikke så længe *snøft*
Kom lige i tanke om at jeg hellere måtte skrive at jeg lavede nyt design på min side i går!!! De fleste har vel nok bemærket det. Jeg synes i hvert fald selv det er et ret markant skift i både stil og farver ^^ Det kom sig egentlig af at jeg havde lavet et nyt banner til dudutop dagen (eller et par dage?) før. Jeg valgte at bruge prinsesse-dullen til det, fordi jeg synes den er ret god med både folder og hår, og så fordi jeg selv har lavet basen, hvilket er et af mine hovedkriterier når der skal vælges dulle til bannere og link-knapper. Banneret inspirerede mig til at forsøge at lave et design ligesådan, og resultatet af det ser I her på siden. Godt nok var jeg ikke helt sikker på at det overhovedet var noget, men da både Ragnfrid, Muschen og idzen havde sagt god for det, valgte jeg at bruge det.
Banneret er forøvrigt stadig ikke oppe på dudutop, for jeg kan som sædvanlig ikke selv ændre noget ved mine sider derinde, og jeg ved ikke helt om jeg kan tillade mig at besvære Marianne med det gang på gang...
Dagens Kommentar:
Læseferie = den ultimative kamp mod sig selv og mod tiden!
12. februar 2006:
Der er gået næsten fire måneder siden jeg sidst skrev her, hvilket er lang tid selv for min standard! Jeg har haft lidt travlt på det seneste. I december havde jeg jo pålagt mig selv et vist julekalender-projekt som tog det meste af min vågne tid samt min 3. års-opgave (får karakter efter vinterferien!!!, )så var der Scout Scoop i juleferien (som sædvanlig), som rev mig væk fra computeren en uges tid, og siden jeg kom tilbage har der været spejder, lektier, 18 års fødselsdag, kørekort, spejder, lektier, spejder... Det er ligesom om der tegner sig et mønster, ikke?
Jeg er stadig nogen gange i staben til Rysensteen 13-arrengementerne som vi holder for senior-spejdere inde i København, jeg har sagt ja til at være i redaktionen på Grazat, som er et spejderblad for de mindste spejdere og så har jeg sagt ja til at være i staben på et Roland 1-kursus igen til sommer. Det sidste var mine forældre ikke så tilfredse med. De blev ved med at sige "Nu er du jo 18, så vi kan ikke forbyde dig det, vi synes bare ikke det er en god idé, for du ved jo godt hvor stresset du bliver op til eksamenerne..." Jeg hørte kun efter til "...kan ikke forbyde det" og skrev glædesstrålende til kursuslederen at jeg gerne ville med på vognen igen ^.^
Sidste år meldte jeg mig til fordi jeg gerne ville prøve hvordan det var at være i staben og fordi jeg havde et ønske om at give nogle gode oplevelser videre til den næste generation af spejdere. I år kunne jeg slet ikke lade være med at melde mig til, fordi jeg bare MÅTTE havde lov til at tilbringe en uge sammen med de andre fra staben igen. Selvfølgelig er det ikke dem alle sammen jeg brænder lige meget for at se igen, men der er en lille håndfuld som jeg har holdt kontakten til og som jeg meget gerne vil se noget mere til.
Udover at jeg er i de her "arbejdgrupper" inden for spejder, så er jeg blevet seniorassistent hvor jeg før var jeg tropsmedhjælper. Mødetiden er den samme, de holder for en stor del møderne sammen og eftersom seniorerne hele tiden aflyser deres møder har jeg ikke rigtigt mærket den store forskel endnu....
Som det lille coctailbær på toppen af kagen, har jeg været med til to ikke-spejderrelaterede hygge-arrangementer for spejdere siden nytår og skal til mit tredje i morgen, været til fødselsdag hos en spejderven og været afsted til åbent hovebestyrelses-møde (som var lidet åbent da det kom til stykket).
Alt i alt må jeg nok konkludere at spejder optager en stor del af min tid for øjeblikket, og at der måske ligefrem er en grund til at jeg føler at jeg ikke har så meget tid!
Mangel på tid, går jo i første omgang ud over hjemmesiden og dulle-tegneriet, da det er sådan noget jeg gør for hyggens og underholdningens skyld. Desuden kan noget af det her spejderi gå ind og tage min opmærksomhed, så jeg bruger min energi på at gå op i det, hvor jeg normalt kaster alle ressourcer ind i min hjemmeside. Jeg er en pige der har brug for besættelser, men én ad gangen er rigeligt.
Efter dullerne og hjemmesiden, er det skolen der må bøde, men det er rent faktisk lykkedes mig at aflevere mine sidste tre afleveringer til tiden! Og som regel er jeg også nogenlunde forberedt når jeg møder op til timerne, også selvom jeg måske kun lige har nået at læse dagens lektie hurtigt igennem i sidste frikvarter, eller brugte det som godnatlæsning/sovepille kl. 2 sidste nat ^.^
Nå ja, en sidste grund til at jeg ikke har skrevet her på det seneste, er nok at jeg har fået mig en blog på dudu.dk/blogs! Har krænget min sjæl ret voldsomt ud der og skrevet nogle ting som jeg nødigt vil have liggende fremme her hvor alle kan se dem. På bloggen kan man nemlig gøre den supersmarte ting at man kan vælge hvem der skal kunne læse et indlæg. F.eks. kan jeg gøre det helt privat eller vælge at det kun er mine blog-venner eller folk der selv har en blog der skal kunne læse det! Elsker min blog <3
Dagens Kommentar:
Scouting is like oxygene!
17. oktober 2005:
Hvis du har besøgt min side før, så har du nok lagt mærke til at der er sket en del ændringer på det seneste - først blev designet skiftet for først egang i 1½ år, og som om det ikke var nok, så har siden nu også skiftet navn! Det var aldrig meningen at den skulle blive ved med at hedde "Annes side," det var nærmest bare en arbejdstitel indtil jeg fandt på noget bedre. Siden da er jeg også blevet kendt som Thyme på nettet, og så virker det lidt dumt at min side tilhørte en eller anden ved navn Anne.
At finde på et godt navn var bare slet ikke så let, og det er noget jeg har gået og tænkt over i månedsvis. Problemet var at finde noget som lyder interessant, som man kan relatere til på en eller anden måde, noget som ikke er brugt i forvejen, som siger noget om mig - og gerne noget hvor der indgår "Thyme." Som om det ikke var svært nok, så skulle det gerne kunne bruges på engelsk også, og med mine (ellers glimrende) engelsk-kundskaber, er det svært at føle sig sikker på at den mening man selv lægger i ordene, også er den andre vil se.
Det hele var gået lidt i hårdknude indtil i går aftes (nat) hvor jeg sad og chattede med Randi (hvem ellers!?) og diskuterede forskellige muligheder. Jeg sad og fandt på forskellige skøre navne hvori der indgik "Thyme," og pludselig dukkede "The Power of Thyme" op, et navn som ved nærmere eftertanke nok godt kunne bruges. Støttet af Randi tog jeg en rask beslutning og vedtog at det skulle være min sides nye navn.
"The Power of Thyme" har nok grund i "the power of three," som der altid bliver fablet om i Charmed (Heksene fra Warren Manor). Når man udtaler "Thyme" på engelsk, så lyder det (i hvert fald for mig) endvidere som "time." "The power of time" giver jo associationer i retning af en virkelig magtfuld kraft (Tiden!) som vi alle mærker - hvilket støtter dejligt op om mit storhedsvanvid! ^.^
Nå, nok om spekulationerne omkring navnets betydning og videre til noget lidt mere praktisk:
Navneskift betød at flytte siden, og da jeg alligevel også var ved at lægge den engelske side over på det nye design, besluttede jeg mig for at det var på tide at min engelske dulleside blev ét med min danske. Det vil sige at hvor der i sidste uge var Annes side og Thyme's dollz på to vidt forskellige designs, har jeg i dag The Power of Thyme som både findes i en dansk og en engelsk version.
Allerede i forbindelse med at det nye design kom op, lavede jeg en del ændringer i sidens struktur (grundstrukturen med de forskellige menuer beholdt jeg dog, da jeg synes den fungerer fint) hvilket jeg håber siden bliver lidt mere overskuelig af.
I det nye design er siden også langt mere fleksibel, idet den nu er sat op med php. Det betyder at jeg både kan lave nye designs uden større problemer og ændre på menuerne uden at skulle rette dem på hver enkelt side. Nu er der plads til at tilføje nye sider uden at skulle igennem flere timers ensformigt og kedeligt slavearbejde - noget som gør det hele lidt sjovere for mig, og som forhåbentlig også betyder at der bliver tilføjet lidt flere ting som kan gøre siden lidt sjovere for dig ;)
Dagens Kommentar:
Mig: 8 timers skole og lektier, 12½ timers hjemmeside, 3½ timers søvn
Randi: lige så dejlig som altid ;)
28. september 2005:
Jeg har slet ikke skrevet noget sted at jeg har mødt Charlie! Sådan helt irl! Det er lidt underligt at ord på en skærm pludselig viser sig have et menneske bag sig - et menneske med krop, tøj, hår og en stemme der snakker jysk ^.^
Man får altid at vide at man ikke må give sit telefonnummer ud eller aftale at mødes med folk man møder over nettet, men vi udvekslede rask mobilnumre og aftalte at mødes på Guldborgsundlejren, nu da vi alligevel begge to var der. Har også fået et postkort fra hende sidenhen, har endnu ikke fået spurgt hvordan hun har fundet min adresse...
Nå, tilbage til nutiden, for det der skete jo helt tilbage i sommerferien. Jeg er begyndt at komme lidt online igen, efter stort set ikke at have været på siden sommerferien. Jeg har lavet awards og afsluttet en konkurrence, tegnet to duller og lavet nogle små-opdateringer her på siden i løbet af den sidste uges tid.
Det er ikke så meget fordi jeg ikke har tid, sådant helt firkantet set, for der er gange hvor jeg er hjemme og ikke lige er ved at lave lektier eller sådan noget. Men det kræver bare overskud at kunne sætte sig ned og lave noget på en hjemmeside, for her er den eneste hjælp mit eget initiativ. Fordi jeg har været stresset, træt og udkørt i lang tid, har det simpelthen ikke været muligt for mig at sætte gang i noget, og så vil jeg hellere lade være med at lave noget på siden, end at lave smårettelser og sådan noget kedeligt noget.
Til gengæld har jeg hørt musik! Mest 'Ghetto Gospel', som efter min mening er en ganske fantastisk sang! Er ellers ikke så meget til rap, men elsker kombinationen af det og så et melodiøst omkvæd. Jeg kan virkelig ikke få nok og hører den på repeat i timevis!
Jeg har faktisk fået min skrivelyst ret voldsomt tilbage lige pludselig. Måske drejer det sig om sammenfaldet af et par danskstile og så at jeg fik den nye Tamora Pierce-bog! (Slyngelgudens valg) og det fik sat gang i tankerne om fantasy-bøger, tidligere udtænkte plots og personer, krydret med viden om at jeg faktisk godt kan skrive og at jeg nyder at gøre det. Fik 10 og 11 for danskstilene - begge analyse-opgaver, noget ret nyt, og øvelse gør åbenbart mester (eller i hvert fald går det i den retning), for jeg forbedrede mig da!
Uanset hvad, så har jeg savnet at være online - at bruge al min tid på at tegne duller, udtænke ideer til hjemmesiden, opdatere, skrive og besvare mails, følge med i debatter på MS, surfe på dullesider... men allermest har jeg nok savnet at sidde og hygge-chatte med folk jeg holder af!
Uh, én sidste ting: bunnystick og autumn pixels er tilbage! Begge uden side indtil videre, men de er der! Følte at hele mit dulle-fundament styrtede sammen da de bare lige pludselig forsvandt fra nettet...
Dagens Kommentar:
Pyt med ørevarmere, Randi og Charlie er hjertervarmere!
14. august 2005:
Jeg kan se at jeg indtil videre stort set overhovedet ikke har rørt ved nogen af de ting som jeg havde sat mig for at få ordnet i foråret da jeg sidst skrev - og det er endda næsten tre måneder siden jeg sidst opdaterede på denne side!
Nå, men i mellemtiden er det altså lykkedes mig at få føjet nogle 10- og 11-taller til eksamensbeviset og så har jeg brugt min ferie på at være i staben på Roland 1 (et spejderkursus) på Oruphøj, været i Kroatien med familien, på Mors og besøge min moster og onkel, på Guldborgssundlejren og boet hos min farmor en uge. Jeg har også fået mig en kæreste og han mener vist nok selv at han er vigtigere end regelmæssige opdateringer, og det kan godt være at det får indflydelse på hjemmesiden...
Nu er jeg så nået til skolestart - 3.g. og jeg fik lektier for allerede den første dag!
Derudover er vi også ved at starte en ny klan op med spejderne. Det er mig der er blevet leder, så jeg føler mig lidt forpligtet til at sørge for at det kommer til at fungere. Nu vi er ved spejder, så skal jeg også være med til at arrangere gruppeweekend (dvs. for alle i gruppen) og jeg har meldt mig som stab for noget arrangement på Rysensteen, så en stor del af min fritid er allerede blevet beslaglagt.
Det var så lige en lille update på mit liv. Forvirret som altid, men jeg tror det er første gang nogensinde der er gået en måned mellem mine opdateringer - det er dog ikke ren og skær forsømmelse, for jeg har rent faktisk skrevet noget nyt, har bare ikke kunnet uploade fordi programmet ikke virker.
Har bestemt mig for at smide min gamle skriverier herfra ind i en slags blog-ting, så der kommer til at være et link et sted her på siden til de gamle updates...
Dagens Kommentar:
Randi er min guru!
23. maj 2005:
Jeg har ryddet grundigt op i konkurrencerne, og føler lidt at det måske godt kunne ledsages af en forklaring eftersom jeg har indskrænket den service jeg yder betragteligt.
Det nye system betyder for det første at I skal sende jeres deltagelser til en anden email-adresse end ellers (se reglerne) og derudover at I selv skal sørge for at få lavet jeres billeder om til gif-filer og give dem gennemsigtig baggrund. Ville dog ikke udelukke nogen fra konkurrencerne fordi de ikke ved hvordan man gør, så jeg har lavet en tutorial til Giffy, et program der kan det der skal til, og der er også et link til et sted man kan downloade det.
- break -
Førhen syntes jeg at det var enormt strengt at nogen af dem der holder konkurrencer nægter at modtage andet end transperante giffer, for fra min første tid med duller ved jeg at det er langtfra alle der ved hvad en gif er, endsige konvertere deres billeder til gif.
Reglen hos mig var derfor, at kunne man ikke lave en transparent .gif, kunne man sende som .bmp med en speciel baggrundsfarve og gøre opmærksom på hvad man ønskede der skulle ske med den, så skulle jeg nok gøre det.
Desværre var der ikke særligt mange der fattede princippet. Jeg har modtaget dårlige gif-billeder med hvid baggrund, jpeg, png og et eller andet udtværet og udefinerbart billedformat, og hver gang har jeg brugt enormt meget tid og energi på at rense billederne op til præsentabel stand inden jeg lagde dem ud på min side.
For slet ikke at tale om gætteriet med hvem der er der har sendt fra fars mail-adresse og holde styr i emails med emnet Dulle eller helt uden emne, tiggen efter baselinks osv. I det store og hele føler jeg at jeg har brugt alt for store dele af min fritid på at holde nogenlunde orden i konkurrencerne, et job som jeg ikke finder særligt interessant, og som har gjort at jeg hverken har haft tid, overskud eller motivation til at lave noget som helst andet på min side.
- break -
Nu er det så slut! Jeg gider ikke mere tage mig af det arbejde folk selv er for dovne til at lave, jeg har oprettet en seperat mail-konto til konkurrencer, så jeg slippet for at have det filter af forskellige mails og jeg håber virkelig det betyder at jeg vil have mere overskud til at få gjort noget ved resten af siden: Få lavet nogle opdateringer, nogle af alle de tutorials jeg har lovet, måske et nyt design, nogle gaver til mine søstersider, få skrevet lidt om de samme og måske endda få puttet noget indhold ind på DIG-siden ^.^
- stop -
Dagens Kommentar:
Elsker stadig Randi, som nu er min søster!
2. februar 2005:
Jeg har været i gang med nogle opdateringer her omkring på siden, men det er mest det jeg lige kan lave mens min mor kigger væk... jeg skal aflevere historieopgave på næste fredag og er ikke kommet videre end til at læse lidt - jeg har ikke engang en problemformulering! Nå, men resultatet af det er altså at menuen foroven har forskelligt udseende på forskellige dele af siden, hvilket ikke er så heldigt.
Folk bliver ved med at spørge hvornår jeg har tænkt mig at afslutte julekonkurrencen. Det var jo (sjovt nok) min mening at afslutte den før jul, men fordi det hele var så kaotisk kunne jeg simpelthen ikke få tid til at få lavet nogle awards. Jeg startede det nye år med at være syg, så skulle australieren sendes hjem, så skulle der hentes ind på lektierne, og nu er der så historieopgaven, hvilket alt i alt vil sige at de mest optimistiske udsigter er en endelig afgørelse engang i vinterferien.
De sidste par dage har jeg brugt mine ledige øjeblikke i skolen på at nedfælde ideer til en ny base og jeg har en enorm lyst til bare at tegne den nu! Tiden er dog imod mig og jeg ved ikke om jeg nogensinde kan få den til at blive som jeg har tænkt mig. Hvis alt går efter mit hoved bliver det en mellem/stor base i mange forskellige poses.
Faktisk er det løgn at det er mine ledige øjeblikke der er gået til det... I virkeligheden sidder jeg med mine bøger, mit notatpapir og så mit tegnepapir spredt ud over bordet og tager skiftevis notater og tegner mens jeg lytter til læreren og/eller deltager i diskussionen.
Mit andet projekt for tiden er et spejdermøde den 23. februar. Temaet er IS og det er mig der har fået lorten med at finde ud af hvad det skal gå ud på... Dem fra Buddinge kommer også så jeg får rig mulighed for at vise at jeg er dårlig til at planlægge aktiviteter. Planen indtil videre er et løb hvor der indgår ISTERNINGER i alt, også som point. Tror det kommer til at være bygget op ligesom LPK (LandsPatruljeKonkurrencen) var i foråret, for grunden til det åndssvage tema er at vi begyndte at snakke om LPK da vi lavede halvårsprogram, og så nævnte jeg den mini-iglo dem fra Buddinge byggede af vanilje-is...
Og updaten på mit kærlighedsliv: Jeg har ikke noget!
Men det går vildt godt med at dyrke min ulykkelige forelskelse! Genstanden for min forelskelse er intet ringere end en erstatning for Orlando Bloom - og det eneste der gør dette mere realistisk end min store forelskelse i Orli, er at ham her i det mindste bor lidt tættere på... Men det holder mig oppe på samme måde som fantasy-bøgerne engang gjorde, nu da jeg ikke rigtigt har tid og energi til at læse så meget mere. Jeg har brug for min dosis virkelighedsflugt, og jeg skal åbenbart nok finde en måde at få den på... ville bare være federe hvis min elskede også vidste at jeg eksisterede ^__^
Vil lige sige en stor tak til RANDI fordi hun altid er så sød og dejlig og altid vil lægge øre (eller øje, eftersom det foregår på messenger) til alle mine dumme små problemer og altid er der til at dele mine glæder med mig. Alle burde have en Randi på deres kontaktliste!
Dagens kommentar:
Elsker Randi! (på den ikke lesbiske måde)
14. november 2004:
Hurtig note: Jeg regner med snart at få lagt nogle anmeldelser herind, nogle af mine egne digte samt en smule tekst om hvordan jeg startede med at lave duller. Det er efter opfordring fra forskellige søde piger, og hvis du har en mening om hvad jeg skal fylde på siden, så vil jeg meget gerne høre den! Bare skriv i gæstebogen eller send en mail på:
anne@thyme-net.NOSPAMdk (fjern nospam før du sender ^__^)
Det laaaange:
Uf, det var godt nok længe siden jeg sidst har fået skrevet noget her! Jeg kom til at melde mig ind i MS for - tja, det er vel cirka en måned siden nu - og jeg har tilbragt en stor del af min vågne tid derinde, samt en stor del af den tid hvor jeg burde have sovet... Jeg hedder thyme derinde hvis der er nogen der er interesserede i at snakke eller give mig penge eller noget =P
Jeg må snart til at tilbringe lidt mindre tid ved computeren (åh, gisp!) for jeg skal være vært for en australsk udvekslingsspejder! Det er det samme program som jeg var i Australien med i sommers, men jeg kender ikke Lucie (det er hendes navn) fra andet end emails og chat på messenger. Det bliver meget spændende og jeg glæder mig !!!
Inden hun kommer skal jeg dog have ryddet op! Indtil videre er jeg kommet så langt som til at rydde op i mit tøj (det kunne ikke være i skabet) og hive alt rodet ud af bunden af skabet og sprede det ud over mit værelse... jeg ved ikke hvordan det skal nå at vandre derind inden den 26. november, men det bliver det jo nødt til eftersom hun skal bo sammen med mig inde på mit værelse ^__^
Computeren står også bare og flyder ude midt det hele uden kabinet: den blev ved med at lukke ned midt i det hele og min far har prøvet at skifte blæseren på den - det hjalp, men desværre lyder min computer nu som en tropisk orkan i det Caribiske Hav i et La Niña-år... (fremlagde om La Niña i geografi i torsdags). Og lyden er også røget fra computeren, så jeg kan ikke høre musik på den og kan ikke høre når folk skriver til mig på messenger =(
Dagens Kommentar:
I just wanna feel real love... eller høre den sang på min computer...
28. september 2004:
Så er jeg hjemme igen! Slut med at bo nede i spejderhytten for denne gang. Det var meget hyggeligt, men jeg savner altså ikke at have ansvaret for at der bliver købt ind, lavet mad og ryddet op efter ni mennesker hver dag. Tror jeg har nok i mit skolearbejde og alle de ting jeg går til...
Vi (seniorerne) skal forestille at arrangere gruppeweekend for hele gruppen i denne weekend, så den næste uges tid bliver nok også lidt hård.
Var til boksetræning i går hvor jeg mødte en pige som jeg plejede at gå til spejder med, men ikke har set i laaang tid :) Kunne næsten ikke kende hende, hun så pludselig så voksen ud!
Da jeg først kom ind i omklædningsrummet var jeg dog lige ved at vende om og cykle hjem igen - troede ikke det var "boksetræning for høns og duller" jeg havde meldt mig til :S
Men jeg overlevede! og kan både gå og sidde ned på en stol i dag - jeg er SÅ stolt af mig selv :P
På vejen hjem kørte jeg ned af Garbogårds Allé hvor der er en hel masse kastanietræer og jorden var helt dækket af dem. Man bliver åbenbart aldrig for gammel til at sætte pris på kastanjer og jeg var nær aldrig kommet hjem fordi jeg prøvede at samle dem alle sammen op og putte dem i min lomme :) Ved ikke hvad jeg skal gøre af dem nu, de ligger bare i en dynge på mit sengetæppe (som ligger på gulvet sammen med alt andet jeg har brugt de sidste par uger). De er så fine og dejlige at røre ved...