Lidt om Forskellige filformater
Det jeg havde allermest problemer med i starten af min "dulle-karriere" var at åbne billeder/baser og tegne på dem og så gemme dem igen - noget som ellers burde være ganske simpelt, hvilket sikkert også er grunden til at det generede mig så meget at jeg ikke kunne finde ud af det!
Hvis du har problemer med at få lov til at tegne på et billede (som regel en base i denne sammenhæng), så kan du altid prøve at åbne et blankt dokument og så indsætte din base heri (i Paint: Rediger > Sæt ind fra...).
Her kommer en kort gennemgang af de tre mest almindelige billed-filformater (i hvert fald af dem jeg kender til) og de problemer man oftest støder ind i når man bruger dem sammen med Paint:
GIF-filer
Tegnede billeder du henter fra Internettet (baser, duller mm.) er meget ofte GIF-filer. Fordelen ved dette format er at billederne ikke fylder så meget - en eftertragtet ting på hjemmesider, da den skal kunne loade hurtigt.
Måden billederne bliver "pakket" på er at farverne bliver indekseret. Jeg er ikke noget computergeni, men for mig betyder det at når du åbner et gif-billede kan du kun tegne på det med de farver som allerede eksisterer i det gemte billede... Dette løses ved at gemme billedet igen, i et andet format (jeg anbefaler bitmap) inden du begynder at tegne på det hvis du ønsker at bruge andre farver.
Paint kan ikke gemme som GIF! Hvis du prøver på det kommer der en popup op med: "Hvis du gemmer i dette format, kan visse farveoplysninger gå tabt. Vil du fortsætte?" Hvis du sætter pris på dit billede er det en god ide at vælge Nej og så gemme som et andet filformat, da farverne bliver ødelagt ellers...
GIF-filer har to andre glimrende egenskaber udover det med størrelsen: For det første kan de få gennemsigtig baggrund, noget som mange gerne vil have at deres duller skal have, og så kan man lave GIF-billeder til animationer!
Bitmap-Filer
Den lette løsning når man gemmer billeder er at gemme dem som 24-bitmap-filer. På den måde bliver alle farveoplysninger bevaret præcis som de er. Desværre fylder det bare en hel masse! Det er meget upraktisk hvis du skal bruge billedet på en hjemmeside eller sende det til venner.
Mens du stadig arbejder på billedet er det altid en god ide at gemme som bitmap - og gør det først! Hvis billedet først er ødelagt af at blive gemt i et forkert filformat, så kan du ikke rekonstruere billedet ved at gemme det som bitmap.
Jeg gemmer altid som bmp først og åbner så i et andet program for at lave billedet om til en GIF-fil. Derefter kan jeg slette bitmap-filen.
JPEG-Filer
JPEG er et andet filformat som ikke fylder så meget. Jeg har ingen anelse om hvordan det virker, men det bruges tit til billeder med mange farver, f.eks. fotografier, og er altså ikke så relevant i forbindelse med dulledesign.
Jeg tror dog godt man med held kan gemme duller som JPEG-filer, hvis det altså ikke var fordi Paint ødelægger billederne når du gemmer dem!
Det er ikke meningen, men lige som med GIF-filerne så roder Paint rundt i farverne hvis du gemmer som JPEG-fil - her får du bare ikke nogen advarsel. Det er ikke fordi det er meget slemt det der sker; farverne bliver bare lidt uklare og det kan give problemer hvis du ønsker at arbejde videre med billedet senere, da kvaliteten bliver dårligere og dårligere for hver gang du gemmer.
Som du måske allerede har opdaget, så er det ikke mit yndlings-filformat ;)